Ca. 1.200 e.Kr.

Havet bliver en brakvands-indsø og skaldyr i Limfjorden uddør.

Landmassen i området omkring, det der nu er Limfjorden, har været langsomt stigende siden slutningen af ​​sidste istid. Efter at gletsjerne trak sig tilbage, førte fjernelsen af ​​den massive vægt af den 1 km tykke is-kappe til en langsom (og stadig igangværende) hævning eller tilbageslag af landmassen. Lidt ligesom når man sætter sig på en pude og rejser sig op, vil puden genforme sig.

Den igangværende stigning af landmassen ændrede langsomt, men sikkert kystlinjen og skabte den store nordjyske ø. Det menes, at der stadig var åben adgang mod vest fra det, der i dag er Limfjorden under vikingetiden. Det skyldes placeringen af ​​Danmarks største vikingetidens ringborge, Aggersborg, tæt ved Løgstør by bygget omkring 980 e.Kr. under Harald Blåtands regeringstid.

Man ved at vikingerne spiste østers, men overleveringer viser også, at det ikke ansås som særligt mandigt for vikinger at spise dem, og at østersen muligvis var ringeagtet.

Det menes, at Limfjorden gradvist blev til en brakvand-indsø omkring 1.200 e.Kr., efterhånden som de vestlige forbindelser til havet lukkede. Reduktionen i saltholdigheden betød, at alle skaldyrene i Limfjorden døde ud, men op gennem middelalderen blev vandet rigt på fisk, især ål i vest og sild i de mere saltholdige østlige dele af fjorden.

Der går en del år, inden vi igen kommer til at høre om Limfjordsøsters.